Amar Cup blev spillet i den forgangne weekend med to sideløbende turneringer. Nightcaps (OB3) deltog i Fun-turneringen med et par lånte OB2-spillere.
Fredag eftermiddag startede vi med at spille mod hjemmeholdet Low Flyers og hentede en 4-0 sejr. Senere på aftenen stod der Whoppers (Vojens) på menuen, og de blev fortæret med en ret overbevisende 9-0 sejr.
Lørdag morgen var det Gentofte Hangovers der stod for tur i den sidste puljekamp. 4-2 til Nightcaps og vi var nu ubesejrede vindere af pulje A og skulle dermed spille mod det lavest rangerende hold i pulje B. Det var Rødovre, som reelt var Hvidovre bestående af lånte Gentofte-spillere og en Amar-målmand ?!?. Never mind, sagde vi, og slog dem 5-1 og var så i semi-finalen.
Semifinalen var mod Glenfidish All Stars (Esbjerg), og det blev en tæt og lidt rodet affære, som vi burde have lukket midt i kampen. En 2-0 føring blev sat over styr. 2-2 stod der på tavlen indtil kampens sidste minut, hvor begge hold blev tilkendt hver et straffeslag. Karlstad klarede Esbjergs forsøg, og Hedberg kunne så afgøre kampen på det andet straffe, hvilket han gjorde koldt og sikkert. Vi var klar til finalen.
Vi havde nogle timer inden finalen skulle spilles, og havde indstillet os på at bruge tiden på at hvile benene og slappe af. Men sådan skulle det aligevel ikke være. Esbjerg der skulle spille bronze-kamp mod Low Flyers havde valgt at droppe kampen og tage hjem og Møller fik den fantastiske idé, at vi kunne spille kampen mod Low Flyers for at fordrive tiden og give dem og tilskuerne den hockey-kamp, der ellers var aflyst. Det gjorde vi så, og selvom vi nok ikke gave os 100%, så var det dog nok til at Hedberg havde et grimt uheld ved banden (i forsøget på at nå en afleveing fra Møller). Hedbergs skulder var færdig, og imens han tog på skadestuen skulle vi nu spille finale med kun 8 markspillere.
Finalen mod Gladsaxe blev en lidt rodet affære. Vi var mærket af træthed og havde svært ved at få spillet til at fungere med kun tre backer og tre winger. Det var hårdt arbejde, men Rørdam bragte os på 1-0 med et smukt trækskud fra blueline. Resten af kampen var vi under voldsomt pres, og Karlstad havde nok at gøre med at holde målet rent. I kampens sidste minut tog Gladsaxe målmanden ud, og det var lige ved at give bagslag. En Gladsaxe back følte sig nødsaget til at trække i nødbremsen, da undertegnede var ved at komme først på pucken på kanten af deres zone. Straffeslag til os. Første forsøg blev brændt, men dommeren tilkendte os et nyt forsøg, da Gladsaxe-spillerne startede jagten for tidligt. Andet forsøg blev omsat til mål, og med ca. 20 sekunder tilbage, var kampen afgjort. 2-0 og Nightcaps kunne løfte pokalen. Karlstad fik trofæet som bedste spiller, hvilket var fuldt fortjent. Han var i den grad medvirkende til sejren.
Det viste sig heldigvis, at Hedbergs skulder ikke var alvorligt skadet, og med pokalen i hus, vil Møller sikkert blive tilgivet med tiden.
Tak for en herlig weekend.
Lånespiller nr. 25.